Et godt arbejdsmiljø er alfa omega – også på en byggeplads!
22. January. 2020
Boligselskabet Fruehøjgaards renoveringssag på Fruehøj har i den seneste tid igen været nævnt i nogle artikler i Herning Folkeblad. Denne gang drejer det sig om, at fagforbundet 3F er af den opfattelse, at entreprenørfirmaet Enemærke og Petersen, som har hovedentreprisen på renoveringen, gang på gang bryder reglerne for arbejdsmiljøet på byggepladsen. De er desuden af den opfattelse, at de medarbejdere, der har forsøgt at påpege disse forhold, enten bliver fyret eller presset ud af ledelsen på byggepladsen.
Boligselskabet formand, Steen Jonassen, har sammen med direktør, Birgitte Juhl, haft et møde med ledelsen for Enemærke og Petersen, hvor Steen Jonassen har informeret om, at han vil tale med 3F og opfordre dem til at have deres gang på byggepladsen. Formanden har også understreget, at Boligselskabet Fruehøjgaard under ingen omstændigheder tolererer, at der sker brud på reglerne om arbejdsmiljø. Enemærke og Petersens nye projektchef på byggepladsen har nu lovet, at det vil få konsekvenser for den enkelte underentreprenør eller medarbejder, hvis reglerne ikke overholdes.