Hvordan skal Boligselskabet Fruehøjgaard udvikle sig i de kommende år? Det var et af de centrale spørgsmål på årets repræsentantskabsmøde den 20. maj, hvor der både blev gjort status på året, der er gået, og kigget fremad.
Der blev blandt andet sat fokus på udviklingen af fremtidens boliger, samarbejde på tværs af afdelingerne og arbejdet med at sikre attraktive boliger uden tomgang.
Den nye direktør, René Skau Björnsson, præsenterede sig også for repræsentantskabet og fortalte om sine erfaringer fra den almene sektor og ambitionerne for Fruehøjgaard.
Derudover blev der orienteret om flere aktuelle projekter og initiativer, herunder det nye boligbyggeri Tinggården, renoveringen på Fruehøj, arbejdet med tryghed og beredskab i boligområderne samt udviklingen af Boligfy, boligselskabets nye beboerweb.
På mødet blev der også valgt medlemmer til organisationsbestyrelsen. Henning Nielsen blev enstemmigt genvalgt som formand.
“Jeg er glad for genvalget. Vi skal både passe godt på det, vi har, og samtidig tænke fremad i forhold til fremtidens boliger og fællesskaber, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet,” siger Henning Nielsen.
Aage Kvols og Christoffer Peter Bøeg-Jensen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Michelle Melissa Jakobsen blev valgt ind som nyt medlem.
Der var desuden genvalg til Katharina Spenner og nyvalg til Susanne Dam som suppleanter, mens Johan Mølby og Carsten Bach blev genvalgt som suppleanter uden for boligorganisationen.
Mødet blev afsluttet med en tak til afdelingsbestyrelser, frivillige, medarbejdere samt organisationsbestyrelsens medlemmer for deres engagement og indsats for boligområderne.
For yderligere oplysninger: Kontakt formanden for Boligselskabet Fruehøjgaard, Henning Kurt Nielsen på tlf. 20 89 73 04
Del på Facebook