93-årige Mona fik sig én på opleveren
25. October. 2019
Torsdag den 22. august stimlede en flok cyklister sammen foran Multihuset i Brændgårdsparken. Alle iklædte sig de gule veste, som de havde fået udleveret sammen med vand, cykelkort, tæppe og andre gode sager.
Gule veste vakte opsigt
I samlet flok begav ”de gule veste” sig afsted ud i det grønne, et optog, der vakte opsigt og smil fra forbipasserende. Selv bilister holdt tilbage, når flokken - anført af en medarbejder fra Herning Cykler - skulle gennes over vejen, som en andemor med hendes ællinger. Efter en fin cykeltur i tørvejr, nåede cyklisterne ud til Løvbakkerne, hvor der var gjort klar til gæsterne fra boligselskabet. Flere kom til i bil.
Der var dækket op til picnic med borde, bænke, røde duge, lyng og vilde blomster fra skoven, og inde i Huggehuset kunne gæsterne hente deres picnickurv, som blandt andet indeholdt kød fra dyrene i Løvbakkerne. Der blev snakket og hygget, mens Hammerum Musikforsyning spillede i teltet på hjørnet.
I dyrenes tegn
Da folk var færdige med at spise, begyndte det at regne, så de fleste trak indenfor, hvor de fik en kop kaffe, mens naturvejleder, Karen-Louise, fortalte om dyrehaven, dyrene og maden, der blev serveret.
Da tilhørerne var blevet kloge på dyrene i Løvbakkerne, gik døren op, og en lidt særpræget karakter trådte ind over dørtærsklen. – Goddag, hilste falkoneren, Frank Skaarup, som kort efter stod med falken Luna på armen. Efter et forrygende falkeshow, tog gæsterne hjemad – rige på oplevelser og samvær. – Vi vil gerne cykle igen til næste år, sagde mange af deltagerne, så turen kan i høj grad betragtes som en succes.
Læs denne og flere andre artikler i Boligselskabets beboerblad Hjem til dig