Er en bestyrelsespost i dit boligselskab noget for dig?
24. April. 2024
Som alment boligselskab møder vi konstant nye udfordringer og højere krav. Derfor er det vigtigt, at vi har en dygtig og engageret bestyrelse, fordi det er organisationsbestyrelsen, der har det overordnede økonomiske og juridiske ansvar for boligorganisationens handlinger. Medlemmer til bestyrelsen vælges på det ordinære repræsentantskabsmøde, som i år afholdes den 15/5.
ER DU REPRÆSENTANT? SÅ LÆS MED HER!
Når du siger ja til at være repræsentant, siger du ja til at repræsentere de andre beboere i din afdeling, og dermed påtager du dig et ansvar for at deltage i det årlige repræsentantskabsmøde. Beboerdemokratiet fungerer kun optimalt, når alle afdelinger er repræsenteret på mødet. Derudover er det vigtigt, at du som repræsentant overordnet tænker på hele organisationen, når du på din afdelings vegne, skal vælge medlemmer til bestyrelsen. Jo flere gode kompetencer, der er repræsenteret i bestyrelsen, jo bedre ledelse får boligselskabet og jo bedre bliver beboernes forhold. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor du som repræsentant sætter dit kryds. Du er godt klædt på, hvis du læser det materiale, der bliver sendt ud inden mødet. Hvis du ikke er repræsentant, men godt vil være det, så tag fat i din afdelingsbestyrelse eller kontakt boligselskabet.
ER BESTYRELSESARBEJDE NOGET FOR DIG?
Selvom alle beboere principielt kan stille op til bestyrelsen, så er det ikke alle, der har dét, der skal til. Som medlem af bestyrelsen forventes det, at du kommer til møderne, deltager aktivt i dialog og sætter dig ind i det stof, der er nødvendigt for at have indsigt. Du har pligt til at tænke i organisationens overordnede interesser og ikke i dine egne og afdelingens.
- Det er vigtigt, at du som bestyrelsesmedlem sætter dig ind i sagerne, er engageret og har en holdning, som du tør give udtryk for, fordi det er med til at styrke beslutninger-ne, mener Henning Nielsen, formand og Bodil Sønderkjær, næstformand. Hvis du kender en, som du tror, vil egne sig til en bestyrelsespost, så prik vedkommende på skulderen. Det kan også være, at du selv vil stille op.
HVAD FÅR DU UD AF AT VÆRE MED I BESTYRELSEN?
Spørger du formanden og næstformanden, vil de sige, at bestyrelsesarbejdet er berigende og interessant.
Du bliver også en del af et stærkt sammenhold, og du får mulighed for at have ansvar, indflydelse og indsigt. Desuden får du gennem dit arbejde i bestyrelsen lejlighed til at danne netværk, som vil kunne åbne døre - både socialt og arbejdsmæssigt. Du kan også få en personlig udtalelse, som kan bruges til at styrke dit CV.
SÅDAN STILLER DU OP!
Hvis du vil stille op til bestyrelsen, kan du med fordel udfylde vores skema (se nedenfor) og aflevere det i administrationen eller sende det til LMM@fruehojgaard.dk inden 1. maj. Det gælder også, hvis du i forvejen er medlem, er på valg og gerne vil genopstille. Du er velkommen til at ringe til boligselskabet (tlf. 76 64 66 00), hvis du har spørgsmål, ligesom du kan rekvirere et skema ved at kontakte os.