Stil op til organisationsbestyrelsen
19. April. 2023
Som medlem af boligorganisationens bestyrelse vil du få en vigtig rolle. Det er nemlig organisationsbestyrelsen, der har det overordnede økonomiske og juridiske ansvar for boligorganisationens handlinger og skal sikre, at boligorganisationen handler forsvarligt og følger loven og vedtægterne. Boligselskabet Fruehøjgaard ledes af organisationsbestyrelsen.
Organisationsbestyrelsen vælges på det ordinære repræsentantskabsmøde, som i år afholdes den 25. maj, og 7 ud af 9 medlemmer i organisationsbestyrelsen er beboere. Du kan godt stille op til organisationsbestyrelsen, selvom du ikke har tidligere erfaring med bestyrelsesarbejde, så længe du brænder for det og har lyst til at engagere dig.
Hvad forventer vi af dig?
Organisationsbestyrelsen sidder med et stort ansvar, og jo flere kompetencer, der er repræsenteret i bestyrelsen, desto bedre ledelse får boligselskabet. Derfor arbejder vi hele tiden på at styrke vores beboerdemokrati, at rekruttere kompetente medlemmer, samt at sikre, at vores afdelinger er bredt repræsenteret.
Som medlem af bestyrelsen forventes det, at du deltager aktivt i dialog og sætter dig ind i det stof, der er nødvendigt for at have indsigt. På den måde er du med til at styrke de beslutninger, der træffes.
Du skal også have forståelse for, at man som en samlet bestyrelse har det overordnede økonomiske og juridiske ansvar for boligorganisationen og derfor har pligt til hele tiden at tænke i boligorganisationens overordnede interesse og ikke i sine egne og afdelingens interesser.
Som medlem af organisationsbestyrelsen deltager du i cirka 5-8 møder om året, alt efter behov. Hvis du har lyst til at høre mere eller eventuelt stille op til bestyrelsen, så kontakt Bodil Sønderkjær på tlf. 29 92 94 53, eller du kan udfylde nedenstående skema og aflevere det i administrationen. Det gælder også, hvis du i forvejen er medlem, er på valg og gerne vil genopstille.