Boligselskab med mål
I Boligselskabet Fruehøjgaard har vi hjertet med. Vores vigtigste omdrejningspunkt er mennesker, og derfor er det også helt naturligt, at vi tænker i bæredygtige løsninger, der kan være med til at skabe en bedre og bæredygtig fremtid.
Vi arbejder med økonomisk, social og grøn bæredygtighed på flere niveauer, og bestyrelsen har taget en aktiv beslutning om, at vi skal arbejde mere indgående med verdensmålene. På denne side vil du kunne se mere konkrete eksempler på, hvordan vi arbejder med verdensmålene.
Personaletimer afsat til at fremme social og grøn bæredygtighed
Boligselskabet har afsat personaletimer til at arbejde med, gribe og understøtte initiativer, som fremmer social og grøn bæredygtighed. Det arbejde sker gennem samarbejder internt i boligselskabet, med bestyrelserne og beboerne, samt med Herning Kommune, NGO’ere, Plads til Forskel, Erhvervsrådet, dem, vi køber ydelser af, fonde og puljer mv. Følgende er eksempler på konkrete projekter og initiativer, som dette arbejde har resulteret i:
Arbejde med at lave en strategi for bæredygtighed 2023-2024
Boligselskabet Fruehøjgaard igangsætter i efteråret 2023 et forløb med FSC - Home for the future. Målet er en plan for, hvordan vi får implementeret mere bæredygtighed i vores strategi og forretningsgange.
Plads Til Forskel - Boligsocial indsats 2019-2025
Plads Til Forskel er den boligsociale helhedsplan i Herning Kommune, der har til formål at gøre det lettere at være i noget, der er svært. Plads Til Forskel i Brændgårdområdet arbejder ud fra Fruehøjvej 33 i Herning og tilbyder blandt andet beboerrådgivning hver torsdag fra kl. 14-16. Helhedsplanen er et samarbejde mellem boligorganisationerne Fruehøjgaard, FællesBo, Lejerbo, Herning Kommune og Landsbyggefonden. Den boligsociale indsats er en forebyggende indsats, som skal styrke det positive sociale miljø i afdelingerne og forbedre især børn og unges muligheder for at klare sig godt i livet. Det er først og fremmest de gode naboskaber og de frivillige indsatser, der er grundlaget for et godt og trygt boligområde.
FrivilligHjælpere 2017-nu
Vi har i boligselskabet 8 frivillige sociale viceværter, som hjælper med fx praktisk hjælp, forstå og læse breve mv., ledsagelse, besøgsven, køre børn til fodbold mv.. De frivillige kan være:
√ Én at følges med til aktiviteter og gøremål udenfor hjemmet, fx indkøb, sociale-, kulturelle- og sportslige aktiviteter, som bisidder ved møder
√ Én at gøre dagligdags ting med og til at hjælpe ifx med at læse, forstå og reagere på (fx digitale) henvendelser fra bl.a. myndigheder.
√ Én at snakke med og én, der lytter til det, beboeren har på hjertet af glæder og bekymringer og evt. guider videre til relevante fagpersoner og instanser, som kan hjælpe.
Projektet er støttet af Trygfonden
Fællesskab & Flyttehjælp 2017-nu
Fællesskab: Aktiv Tirsdag, hvor beboere mødes, og der tilbydes IT-hjælp, der hygges, spilles spil, arrangeres foredrag og andre sociale aktiviteter.
Flyttehjælp 2017-2021: Boligselskabet koordinerer frivillig flyttehjælp i forbindelse med renovering og genhusning – beboere, der vil hjælpe, kobles med beboere, der har brug for hjælp
Støttet af Ensomme gamles værn
Cykelværksted i Brændgårdsparken
Cykelværkstedet er en del af FrivilligHjælperne og er drevet af et ægtepar, hvor kvinden tager imod opgaverne og manden reparer cyklerne
Støttet af Trygfonden
Frivillighed og stort socialt engagement
Vores afdelinger bugner med aktiviteter og frivillige, som gør en kæmpe socialindsats: fællesspisninger, kaffehygge, kortspil, banko, nabohjælp, kreative aktiviteter og meget mere.
Børglumparken – social og grøn bæredygtighed
Social og grøn bæredygtighed følges ad, når beboerne i Børglumparken sammen laver (billig) fællesspisning, fejrer højtider, holder søndagskaffe, driver ”Genbrugs”, laver frugtlund og væksthus, lægger 1000-vis af forårsløg, anlægger urtehave og vild med vilje områder, planlægger skovhave, indretter ”hjemligt” beboerhus og meget mere.
Aaparken – grøn bæredygtighed
600 m2 græsplæne er omlagt til blomstereng og skaber levesteder for vilde arter af planter og dyr. Oplysning og inddragelse af beboerne + Temamøde for at inspirere andre afdelinger.
Økonomisk rådgivning + anden rådgivning til vores beboere
Samarbejde med Dansk Folkehjælp og Headspace
Samarbejde med Psykiatrisk Akutteam
Samarbejde vedr.ørende beboere, som har alvorlige psykiske udfordringer
BUC – Brændgård Unge Club
Ungdomsklub drevet af frivillige i Brændgårdsparken
Gennem tiden støttet af Tuborg Fondet, §18 midler, Smukfonden
BAT – Brændgård Amatør Teater
Teaterforening, som arrangerer børneteater og laver revy. Samarbejder med Herning Kommune og har samarbejdet med Team Teatret om en stører professionel forestilling i og om Brændgårdsparken.
Gennem tiden støttet af Tuborg fondet, Trygfonden, Kulturelt samråd Kvikpuljen, DATS, NORDEA fonden, Fonden at 1844
Klimavenlig og grøn drift
Vi har i en årrække arbejdet på at gøre driften mere klimavenlig, blandt andet ved i alle afdelinger at udskifte til energibesparende belysning, hårde hvidevarer og vvs og generelt optimere indkøbspolitik og lagerføring i driften.
I driften af afdelingernes fællesområder forbruges der omkring 1,7 millioner kWh om året. Fra januar 2020 er disse mange kWh udelukkende købt som grøn strøm. Samtidig hermed er de benzin- og dieseldrevne traktorer, værktøjer og redskaber stort set udskiftet med eldrevne alternativer, som oplades med grøn strøm.
I takt med at beboernes interesse for natur og biodiversitet er vokset, er driften begyndt at omstille sig til at anlægge og drifte udearealerne på en måde, hvor der bliver mere plads til naturen. Med et nyt syn på de grønne områder er det blevet tydeligt, at der er flere steder, hvor det driftsmæssigt er fordelagtigt at omlægge til mere vild natur og hvor det, der spares på den ugentlige drift, kan bruges på anlæg og en halvårlig pasning, som fx slåning i efteråret og gensåning i foråret. I alle afdelinger er der fx de mere pasningskrævende områder eller områder, hvor der ikke kan bruges motoriserede maskiner. Her er det oplagt at starte en dialog med bestyrelserne og beboerne om omlægning.
Vild natur adskiller sig markant fra de trimmede og ensartede udearealer, som beboerne er vant til, og det er helt afgørende, at omlægningen sker i en proces, hvor bestyrelserne og beboerne er med – de skal inddrages og kunne se meningen i det og allerhelst være initiativtagere. Strategien fra boligselskabets side er at informere, støtte op, når initiativerne og ideerne kommer fra beboerne og igen informere og på den måde lade de gode eksempler inspirere andre afdelinger.
Boligselskabets grønne folk er dagligt i dialog med beboerne og bestyrelserne og deres engagement og interesse for at se muligheder og finde løsninger samt lydhørhed overfor beboernes ideer har vist sig at være meget afgørende. De har den faglige ekspertise og deres måde at møde beboernes ideer på er afgørende for, om beboernes grønne engagement løftes eller slukkes. Derfor er uddannelse og inddragelse af medarbejderne i marken af utrolig stor betydning – de skal også kunne se meningen i omlægningen til en mere naturvenlig drift.
Udover beboerne og de grønne folk er blandt andet Herning Kommune også en vigtig samarbejdspartner. I en del af vores afdelinger grænser udearealerne op til kommunale arealer, og her kan der samarbejdes om at omlægge større områder og på den måde skabe sammenhængende områder, hvor der for begge parter kan være besparelser at hente på anlæg og drift.
Afsluttede projekter
Cykelfællesskabet Fruehøjgaard 2018-2020
Samarbejde med Herning Cykler (Herning Kommune) omkring at fremme cykling blandt beboerne i Boligselskabet Fruehøjgaard. I projektperioden har der været en række forskellige aktiviteter og på nuværende tidspunkt er der en årlig cykelpicnic for alle beboerne.
Oplysning om psykisk sygdom og -sårbarhed 2019
I samarbejde med SIND, PsykInfo Midt og ÉN AF OS har vi haft 9 oplæg ved Psyk-info Midt og ÉN AF OS samt en fortællekoncert med Mathilde Falch
I alt var der over 520 deltagere fordelt på arrangementerne.
Støttet af DH
Sang & Samvær 2021
Fællessang og hyggeligt samvær i 3 afdelinger. Projektet er et samarbejde med Den Jyske Sangskole og frivillige tovholdere ude i afdelingerne. I tre afdelinger er aktiviteten for voksne beboere.
Støttet af BL kampagnen Vær Med!
Workshops om bæredygtighed 2021-2022
Vi har med afsæt i en stor undersøgelse blandt beboere, beboerdemokrater og medarbejdere igangsat en proces, som skal udmunde i konkrete retningslinjer og mål for, hvordan vi kan arbejde med bæredygtighed. I processen har vi inddraget beboere, beboerdemokrater og medarbejdere. Vi har afholdt to workshops for beboere, som har været med til at komme med deres bud på, hvad boligselskabet skal gøre og stile imod i arbejdet med bæredygtighed.